What´s Up On Planet Earth?

af Karen Bishop

VI ER DER NÆSTEN! – 12.03.08

Hilsner!    

I dette energivarsel:

Dæmningen er ved at være rede til at briste… gør jer parat!

Godt folkens, vi tøf-tøf-tøffer stadigvæk af sted, efterhånden som vi skaber langsomme og regelmæssige fremskridt. Vi integrerer og retter ind i små bidder, sammen med de nye energier fra dette næste dimensionale spring, og vi forbinder os imens vi rejser, selv om det sker nok så langsomt. Små bidder finder sammen, men vi mangler endnu at kunne sige: ”JUBIIIII! Vi er endeligt opslugt i de nye energier, og alting flytter sig fremad som en magisk hvirvelvind af ubesværet skabelse!” Lige som feber, der endnu ikke er brudt ud, kan vi føle at vi sidder fast, afventende og undre os over, hvad der forsinker os. Vi skubber os op mod en dæmning som tilsyneladende holder os tilbage, og vi kan føle os stillestående og ude af stand til at bevæge os.  

Vil vi nogen sinde flytte os videre? Vil tidevandet nogen sinde vende? Er jorden ved at falde fra hinanden og parat til at stoppe for altid? Bliver vi slynget ind i helvede, som gamle spådomme ofte har forudsagt? Vil mørke energier styre planeten for altid? Er der sket en fejl her? Er vi blevet overset, glemt og ladt tilbage? Hænger vi bare midt i luften uden at der er nogen understøttelse til stede? Forsvinder alle vores gamle værn og efterlader os hjælpeløse, fortabte og forvirrede? Og hvor i alverden er understøttelsen i det hele taget????!!!!! Er vi nødt til at gøre alting selv, for at få noget som helst til at ske? Er vi for trætte, udmattede, drænede og tomme til at fortsætte? Hvor er I, forstærkninger egentligt? Stirrer vores ikke-fysiske ´kolleger´ bare på os, uden at gøre noget for at hjælpe os?

Til alt det ovenstående siger jeg ”NEJ”. Og alligevel er der meget at sige ”JA” til, lige så snart vi forstår, hvad der i virkeligheden sker.

Selv om disse scenarier ovenfor kan se ud til at være det, nogle af os føler og oplever, er dæmningen begyndt at lække; vi siver igennem og ind i den næste dimension, og dæmningen vil til sidst briste, når tilstrækkeligt mange sjæle kommer ombord med en opretning af det nye og vi på denne måde skubbes gennem dæmningen og ind i den Nye Virkelighed. Med hensyn til denne omfattende genfødsel, som vi oplever, er vi stadigvæk i fødselskanalen og ”udvider os” og vi er endnu ikke på ”10”.

Hvad angår scenarierne ovenfor, vil vi ganske vist bevæge os videre når tiden er inde… tidevandet vil faktiske vende på en meget overraskende måde, eftersom det i øjeblikket stiger gradvist for at kunne opbygge fremdrift… verden falder virkeligt fra hinanden, da det ”gamle” ikke længere kan eksistere… mange oplever ”helvede”, da det tjener som et råb til at vågne op og til at overgive sig, til at prøve noget nyt og for at skabe en villighed til at give slip… der er ingen mørke energier, idet vi kun ”opfatter” det mørke, som nu forlader os og ansporer mange til at foretage forandringer… der er absolut ingen fejl, da alting gør fremskridt i guddommelig og perfekt orden (dette er et MASSIVT foretagende på dette tidspunkt, og hver eneste levende ting bliver givet en mulighed for at krydse over og ind i den Nye Virkelighed), vores gamle værn forlader os faktisk, og dette kan virkeligt få os til at føle os fortabte og usikre (mere om dette senere i dette varsel), vores gamle understøttelser forlader os også (også mere om dette), og nej, vores ikke-fysiske ledsagere har ikke svigtet os, eftersom de på den smukkeste måde tillader os at skabe vores egen nye virkelighed… nøjagtigt som det er meningen de skal!

I de sidste 9 måneder har jeg arbejdet sammen med et nyt webteam, som har klargjort min hjemmeside og foretaget ændringer i den inderste formatering, for at give et optimalt overblik til alle mine læsere, og jeg har derefter skiftet over til nogle nye værter, for at gøre det muligt for mange flere at se det hele på én gang. Der var fejl og problemer, og til sidst en slags fuldstændig forsvinden af webteamet! Det tog en evig tid og så stoppede det bare!

Efter at have følt mig svigtet, trist, forvirret og helt sikkert fortabt uden en ordentligt fungerende webside, gav jeg til sidst bare op. Jeg var bare for træt til at få tingene til at ske fra mit ”lavere” selv. Det føltes ikke længere rigtigt. ”Hvor var mine understøttelser?! Hvordan kunne jeg levere mit arbejde og passion uden at have et udtryksmiddel?! Og hvorfor, åh hvorfor, blev jeg efterladt alene i mørket, uden nogen hjælp??!!”, spurgte jeg talløse gange mig selv om! Og den tristhed, jeg følte, forekom til tider overvældende…

Til sidst skrev jeg en mail til webteamet, og fortalte at jeg ville gå rettens vej, hvis ikke de leverede inden en uge… punktum. De havde en betydelig sum af mine penge. Ikke flere undskyldninger. Og så hørte jeg ikke noget i endnu en uge. Hvorfor ser det ud til at vi er nødt til at blive meget følelsesladede, vrede og stille tingene så hårdt op, før vi kan få nogen til at lytte? Er det ikke meningen at vi naturligt og graciøst ville tiltrække det vi har brug for, gennem loven om matchende vibrationer? Hvorfor er vi nødt til at gøre alting selv? Hvad i alverden sker der? Hvor er vores hjælp og understøttelse? 

Efter flere trusler fik jeg til sidst nogle resultater… helt sikkert ikke min måde at gøre det på, men jeg havde absolut fået nok… og jeg var næsten alt for træt til bare at samle nogen som helst vrede op! Situationen begyndte at blive meget klar, efterhånden som den skred fremad, selv om jeg oplevede en stor tristhed over, hvordan det fandt sted. Her er det, der blev klart, da jeg helt sikkert oplevede det, som jeg har skrevet om i de sidste få uger: 

At blive vrede og følelsesladede tjener faktisk til at flytte energi. Det har været sådan i æoner af tid, da følelser er dem, der tjener som et udtryksmiddel for energi. Men at blive vred føltes ikke rigtigt, og med rette, da det kun tjener til at skabe en ”midlertidig” ordning, og kun i en speciel situation i mit liv. At blive følelsesladet og vred anbragte mig ikke i det naturlige flow der, hvor vi i øjeblikket opholder os som helhed. Det anbragte mig ude af synkroni og ikke på linje, selv om det til sidst skabte nogen bevægelse. 

Vid også, at vreden er et trin over tristhed, så med hensyn til dette, kan vi bestemt føle os en smule bedre. Vrede er helt sikkert ikke altid en dårlig ting. 

Men det ´rum´, som jeg måtte indtage mens jeg løste denne situation, slog mig ud. Den aften spurgte Phil mig til sidst ”Har du opdaget at du stadigvæk er i din pyjamas?!” ”Hvorfor tager du ikke et bad eller bare reder dit hår? Måske ville du føle dig bedre tilpas…”! Åh, glæden ved at arbejde hjemme! I mellemtiden havde Phil tilbragt dagen med at gøre huset rent fra top til tå, flyttet alle møblerne og havde gjort dem rene, gjort rent under dem, bag ved dem og havde tilberedt en lækker middag (jeg er meget velsignet med at være gift med en mand, som gør dette regelmæssigt!). Den grundige rengøring, selv om det kun var i huset, gjorde sådan en stor forskel! Jeg følte mig så meget mere let, frisk og ny. 

Den dag havde jeg besluttet mig for at rådføre mig med min bror, som er system analytiker, skriver software programmer, og som altid har været en computertroldmand (for de af jer som kender Sherri, så er det hendes mand). Jeg havde brug for hjælp til at forstå hvilken forbindelse der var til virtuelle servere, webside sprog og lignende, da jeg var i vildrede imens jeg forsøgte at kommunikere med dette webteam. Normalt forstyrrer jeg ham ikke, eftersom han har meget travlt med forretninger og bærer en ret stor vægt. Selv om han sædvanligvis gerne vil hjælpe, kan han simpelt hen ikke. 

I sidste ende skete der dette: Min bror blev en stor hjælp for mig, og det blev ganske klart at vi etablerede en ny og mere tilpasset forbindelse, med hensyn til min webside og den teknologi, der var involveret. Han ønskede faktisk en forandring og en ny retning, og jeg har modtaget information i ret lang tid, om at vi alle som familie, ville komme mere i forbindelse med hinanden for at bringe vores glæder, talenter, og assistance frem til skabelsen af den Nye Verden. Denne familieforbindelse vil blive en af mine ”fællesskaber”. Jeg vidste, at det var på vej, så jeg var temmelig begejstret da det endelig skete! Dette var bare endnu en brik, som jeg ikke engang havde tænkt på. 

Så altså, her er det: Ting, der tilsyneladende ser ud til at forlade os eller ikke understøtter os, gør det fordi de ikke længere er på linje med der, hvor vi vibrerer. Vi skabte tingene på et tidspunkt, hvor vi vibrerede anderledes. Disse ting er ikke længere i vores vibrationelle ´rum´. De eksisterer et eller andet, andet sted. Der sker megen gen-arrangering nu. Min bror er meget forstandig, med hensyn til den Nye Verdens nye måder… han forstår de nye energier på et bevidst plan. Han var parat til noget nyt for sig selv, som mere fuldstædigt matchede hans vibration, lige som jeg var. Jeg føler mig så oprigtigt velsignet over nu at forbinde med ham på en mere permanent og ny måde! Han vil nu styre alle behovene på mine websider. JaHuuu! 

Efterhånden som det gamle system begynder at falde væk, vil vi derefter blive matchet op med nye understøttelser, som passer sammen med dem vi er, og hvordan vi vibrerer. Vi kan ikke længere benytte eller arbejde sammen med energier, som snart vil forsvinde, og som ikke længere er på linje med dem vi er (det ville ikke være til vores fordel, og anderledes vibrerende energier kan alligevel ikke anvendes)… men vi er stadigvæk nødt til at være i stand til at skabe, og vi har brug for understøttelse. Så på denne måde vil vi komme til at opleve nye understøttelser, eller måske bare understøttelser, som er på linje med den Nye Virkelighed. 

Så var der situationen med… vores hus. Phil og jeg fandt vores midlertidige hjem i det område, hvor vi vidste at vi ville opholde os for en tid. Vi var oprigtigt velsignede, da vi fandt et lejet hjem i denne lille by med 400 indbyggere. Vi vidste også, at vi kun ville bo i det i ca. 7 – 8 måneder. Hvilket hus det er! Da det er bygget i 1933, har det nogle interessante særheder. Gulvene er ikke jævne, så man kan blive søsyg af at se sig omkring! Vandrørene stopper jævnligt til. Den anden dag hørte jeg en vild skvulpen og jeg løb ind på badeværelset og råbte ”Phil!, Phil!”, og lige da var der et udbrud i toilettet… vandet fossede op helt af sig selv og havde en vild fest! Vi var ved at dø af grin, da vi på det tidspunkt var begyndt at vænne os til disse interessante og til tider underholdende særheder. 

Til tider beslutter vores elektricitet bare at ”stoppe”. Den lader til kun at have lidt at undvære, og derefter holder den pause for en tid, indtil den igen bygger sig op. Vi kan være i gang med at bruge mikrobølgeovnen, og så stopper den pludselig midt i det hele for at holde en pause. Efter ca. 15 min. går den i gang igen. Vi ved aldrig, hvornår dette vil ske, eller med hvilken som helst stikkontakt! Phil plejede at undervise elektrikere i Freds Korpset, så han kender til disse ting, men han finder det faktisk alligevel alt sammen meget underholdende! 

Og så er der vores husvært, som lever i en anden stat, men det er også en anden lang og vildt besynderlig historie. Det er nærmest umuligt at kommunikere med ham på en logisk måde, selv om vi virkelig kan lide ham. 

Vi er nødt til at flytte fra vores hus… det gør os vanvittige! Det er derfor, det er ved at blive mere og mere svært at bo her. Alting er i guddommelig og perfekt orden, da vi nu er parate til at se efter vores jord her i det område, hvor vi nu opholder os. Situationen med vores hus fortæller os, at tiden nu er inde. Vi kan ikke blive her længere. Vi er så spændte! 

Da jeg oplevede frustrationer og tristhed omkring mit webteam, med min nye bank (kundeservice, hvad er det?), og med hvilke som helst af de gamle strukturer, som jeg stadigvæk har brug for at være i forbindelse med, sad Phil, der er meget fjert fra det meste af systemet, så roligt og undrede sig over, hvorfor jeg ”sad så fast”, indtil… fjernsynet ikke længere ville forbinde med satellitten. Aha! Jeg var ikke længere alene i min frustration! Min mand, med sit milde sind, blev vred på fjernsyns satellit firmaet, eftersom vi allerede havde haft 5 hold ude for at prøve på at løse denne situation. Endnu engang flyttede vreden noget energi til gavn for en løsning, men i sidste instans, så gen-opretter vi stadigvæk og adskiller os fra gamle energier. 

På de områder, hvor vi stadigvæk opretholder en forbindelse til de gamle systemer, passer vi ikke længere sammen, og vi vil højst sandsynligt opleve en mangel på understøttelse; en ´falden væk´, som om disse forbindelser ikke længere eksisterer, hvilket kan skabe en følelse af at ´hænge frit derude´ uden nogen understøttelse. 

På rette tidspunkt, og dette sker nu, vil flere individer der rummer de nye energier, som helhed indhente, og vi vil derpå begynde at modtage nye understøttelser. Dette er alt sammen en del af skabelsen af den Nye Virkelighed… det foregår i guddommelig og perfekt orden, og det tager tid. 

Jo, vi bliver stadigvæk ´vendt med vrangen ud´, idet gen-opretningen fortsætter, og de nye energier begynder at få fodfæste i positioner med indflydelse. Bare i går, var der overskrifter om guvernøren fra staten New York, her i USA, der trak sig tilbage fordi han angiveligt var blevet taget i gennem lang tid at betale for tjenester fra i høj grad dyre escortpiger. Hans afløser, løjtnant guvernør David Paterson, er en blind, sort mand og nyder i høj grad respekt. Hvor inspirerende det er! JaHuuu! 

Da det store energiskifte, som almindeligvis er sat i gang på grund af at kosmos for en tid har haft en pause, bliver vi givet muligheden for at skabe indefra, eller med andre ord, hjælpe hinanden og forenes som en helhed, som lysets brødre og søstre. Vi forbinder nu dybt inde fra os selv. Vores forbindelse til Kilden kommer derfor fra vores dybest mulige forbindelser. Disse forbindelser strækker sig højere og dybere og rejser sig fra vores sjæle erindringer, og vores nye og højere tilhørsforhold. Dette er skønheden ved selv at skabe den Nye Verden. Ingen indblanding fra stjernevæsner eller lignende er tilladt. Vi er dem, der ascenderer gennem os selv og tager hele kosmos med os. På denne måde er det vores oplevelse, så det er os, der bestemmer farten og skabe en meget Ny Verden i overensstemmelse med det, vi vælger at skabe… helt alene! Kun himlen er grænsen. Det er op til os. Friskt og nyt… ja, fuldstændigt nyt og derfor ikke nødvendigvis i overensstemmelse med planetens Jordens oprindelige blåtryk. Det er os, der bestemmer! 

Vi er her som repræsentanter fra hver eneste krog og sprække i universet, og på denne måde vil vi have mange ideer at bidrage med. Det vil blive oprigtigt betagende! 

Så, er verden ved at få en ende! Ja! Men kun fordi en ny verden næsten er parat til at blive udklækket. Hvis det er svært at have tro og tillid til, at det er sådan, så læg mærke til hvor mange nye børn, der ankommer, og hvor mange kvinder der er gravide lige nu. Der er så mange nye og udviklede sjæle, der venter på at komme frem til denne Nye Jord at de endda kommer ind som tvillinger! De kan ikke komme hurtigt nok hertil. 

Som Phil lige fortalte mig, ”Når I ser på nattehimlen, kan I ikke opfatte at stjernerne bevæger sig. Men hvis I kigger væk for en tid og så ser tilbage på de samme stjerner, indser I at de har bevæget sig. De bevæger sig med en fart, som det er forudsat at de skal, men vi kan ikke opfatte det med vores menneskelige sanser”. 

Og det er sådan, det er nu. Ting skifter og flytter sig virkeligt. Det er en betydelig proces, denne gang. Vi ønsker ikke starte toget og så være nødt til at stoppe og sige ”Vent! Der er nogle efternølere, der løber hen af sporene og prøver på at komme ombord! Stop toget!” Vi ønsker at så mange som muligt kommer ombord, for at sikre at den Nye Virkelighed faktisk vil blive etableret uden mulighed for fejltagelser. 

Er I rede? Kan I mærke at de små skridt og nye justeringer bliver stærkere og stærkere? Kan I mærke at jeres brødre og søstre kommer på linje med jer til nye og stærkere forbindelser, der er åh så meget højere oppe? Helt sikkert, det er her næsten! JaHuuuuu!

www.whatsuponplanetearth.com

Ønsker jer Himlen i jeres hjerter, stjernelys i jeres sjæle og mirakler i jeres liv i disse mirakuløse tider.

Indtil næste gang,  

Karen